Sidste efterår udpegede Københavns Kommune fem forskellige bureau-konsortier, som alle over de kommende år har mulighed for at byde ind på kommunens digitale projekter.
Og nu har det ene af konsortierne - bestående af det digitale bureau Propeople og designbureauet Bysted - vundet endnu en opgave under en rammeaftale, der har en samlet værdi af omkring 50 millioner kroner.
Konsortiet har tidligere vundet opgaven om kommunens intranet, og denne gang drejer det sig om hjemmesiden - som på grund af sin størrelse og Københavns Kommunes ambitiøse tilgang til digital kommunikation formentlig er blandt landets allerstørste digital projekter.
Rammeaftalen blev vedtaget i maj 2012, men allerede tilbage i 2011 besluttede hovedstads-kommunen at flytte hele sin digitale tilstedeværelse over på open source platformen Drupal. En strategi, der over de kommende år har til formål at reducere licens- og udviklingsomkostningerne i kommunen.
Det nye site skal lette borgernes adgang gennem en bedre brugergrænseflade og en struktur, tilpasset de mange forskellige skærmstørrelser som københavnerne i dag bruger til at gå på nettet.
Samarbejdet mellem Propeople og Bysted blev etableret for halvandet år siden for netop at kunne tilbyde kunderne digitale løsninger hele vejen fra digital strategi, UX, design, html og teknisk implementering.
Også Roskilde Kommunes hjemmeside og Vallensbæk Kommunes hjemmeside har i øvrigt valgt en open source Drupal løsning fra Propeople-Bysted.
De fem konsortier, som i efteråret fik mulighed for at byde ind på opgaver under rammeaftalen, er - udover Propeople/Bysted:
Peytz & Co. med underleverandørerne Reload og og DIS/Play
Konsortiet ”Wunderkraut, Headnet og 1508”
Konsortium bestående af Advice Digital og Eksponent med Obrigado som underleverandør.
Visma med underleverandørerne Linkfactory og Pentia.
Kilde: Markedsføring.dk