Punkt 1. Udenrigsministeriet
og Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet (UIBM), Koncern-IT, har
indgået et samarbejde om at udbyde vedligeholdelse og udvikling af
it-understøttelsen af af sagsbehandlingen på visumområdet og udvalgte dele af
opholdsområdet.
De udbudte ydelser
vil skulle håndtere en samlet systemportefølje (Systemporteføljen, jf.
nedenfor) på tværs af de to myndigheder.
Systemerne i Systemporteføljen
er før transitionen vedligeholdt og udviklet af ordregivers eksisterende
leverandør af vedligeholdelse og udvikling. Systemerne er oprindeligt udviklet
og leveret af flere leverandører.
Det er vurderet, at
det vil være hensigtsmæssigt fortsat at samle de omhandlende ydelser og
systemer hos én leverandør med henblik på:
- at samle de forretningsmæssige kompetencer hos én
leverandør og dermed opnå større personuafhængighed i de forretningsmæssigt og
teknisk relaterede ydelser, samt bedre at sikre, at systemerne kontinuerligt kan have høj
tilgængelighed, være opdaterede i forhold til tekniske standarder og de
forretningsmæssige og juridiske krav med et absolut minimum af fejl.
Samarbejdet mellem
UIBM, Koncern-IT og Udenrigsministeriet omkring nærværende rammekontrakt vil
primært bestå i et fælles kontraktgrundlag med en overordnet fælles
kontraktstyring. I forhold til levering af ydelser i henhold til
rammekontrakten, vil det i udgangspunktet være således, at ordregiverne
(Udenrigsministeriet og UIBM, Koncern-It) agerer som separate aktører, med
separate udviklingsforløb, administration, afregning og opgavetildeling,
ligesom der inden for det fælles kontraktgrundlag må forventes, at ordregiverne
kan have forskellige strategiske hensyn eller ønsker i forhold til praktikken i
det daglige arbejde mellem leverandør og kunde. Det kan dog ikke udelukkes, at
der vil blive igangsat fælles udviklingsprojekter.
Systemporteføljen:
a. Systemer
Det nærværende udbud
omfatter således en fælles Systemportefølje indenfor udlændingeområdet, som
består af visumsystemerne under henholdsvis Udenrigsministeriet og UIBM,
Koncern-IT, samt udvalgte dele af understøttelsen af opholdssagsbehandlingen
bestående af følgende IT-systemer:
1) UM-VIS
2) VSS
3) AREAL
4) BIOS
5) UMBIO og UM-BIO Standalone
6) IVR-VIS
7) N-VIS
8) Vision
9) VIS-Mail
10) SIS2
Der vil i
kontraktperioden kunne tilføjes nye systemer eller fjernes eksisterende fra
Systemporteføljen.
Flere af systemerne
i Systemporteføljen behandler ansøgninger om besøg i Danmark og er baseret på
kompleks EU-lovgivning. Med kompleks lovgivning forstås EU-regler i samspil med
dansk lovgivning og øvrige typer internationale forpligtelser på området, samt det forhold
at lovgrundlaget ofte ændrer sig på alle tre niveauer med krav om tilpasning af
systemerne i Systemporteføljen som konsekvens med henblik på tilpasning til en given politisk dagsorden. Kravene til funktionalitet og
udformning af systemerne er særligt fra EU ofte på et meget højt
detaljeringsniveau, hvor juridiske teknikaliteter medfører, at den tekniske
mest oplagte vej ikke nødvendigvis er en mulighed. F.eks. er Visumsystemerne
reguleret på felt-niveau direkte i retsgrundlaget på en måde, der ikke er fuldt
forenelig med de nationale data-konventioner, som anvendes i eksempelvis
CPR-regi.
Systemer vil
blive nærmere beskrevet i udbudsmaterialet.
b. Teknologier
som Systemporteføljen er baseret på:
Teknologimæssigt er
IT-systemerne i Systemporteføljen primært udviklet på Microsoft platformen i
udviklingssprogene C#, ASP.NET, .NET, .NET WCF anvendt og afviklet på
forskellige platforme, dog primært Microsoft SQL server, Microsoft Internet
Informationsserver (IIS), Microsoft DTC og Microsoft Windowsserver. Følgende
mere sekundære udviklingssprog er også anvendt: LINQ, Wix, Atlasoft DotTwain og
Atlasoft DotPdf. Udviklingssprogene er anvendt i forskellige versioner på tværs
af Systemerne.
c. Systemintegrationer
som Systemporteføljen anvender:
Systemporteføljen
anvender en række systemintegrationer. Systemerne i Systemporteføljen har
typisk egne registre, som integrerer til hinanden og integrerer endvidere til
en række interne stamdataregistre og sagsbehandlingssystemer under
udlændingesagskæden (USK). USK-systemer er ikke en del af Systemporteføljen.
Eksternt integreres der bl.a. til Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), Det
Centrale Personregister (CPR), Politiets system til grænsekontrol (POLKON),
Digital post (e-Boks), Kortbestilling (Gemalto), kreditkort kortbetaling
(ePay), Navision STAT og Statens Administration (ØSC). Integrationerne baseres
på bl.a. SOAP og SFTP.
Baggrund for udbuddet:
Den udbudte
rammekontrakts systemer og ydelser vedrører visumområdet, som det overordnede
forretningsområde, som består af forskellige myndigheder og en omfattende
it-understøttelse.
Følgende myndigheder
på visumområdet er omdrejningspunktet for indeværende rammekontrakt:
Udlændingestyrelsen
fungerer som den primære myndighed i forhold til udlændinges ansøgninger om
besøg i Danmark og som klageinstans for visumsager afgjort på
Udenrigsministeriets repræsentationer.
Asyl og
visumkontoret i Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet (UIBM) varetager
klagesagsbehandling i relation til visumområdet for sager afgjort i
førsteinstans hos Udlændingestyrelsen.
Kontor for
Borgerservice, Visum, Pas (BVP) under Udenrigsministeriet understøtter
sagsbehandling af visum på repræsentationerne og herunder optag af biometriske
kendetegn. Kontoret understøtter endvidere også sagsbehandlingen på
repræsentationerne i forbindelse med registreringen af ansøgninger om
opholdstilladelse.
Koncern-IT, som
organisatorisk er placeret i UIBM, leverer IT ydelser på visumområdet, i form
af systemadministration og styringsramme for systemkomplekset, samt deltagelse
i diverse fora i EU-regi.
It-driften af
Systemporteføljen varetages på tidspunktet for dette udbud af henholdsvis
Koncern-IT og Udenrigsministeriet.
Udenrigsministeriet
anvender pt. en ekstern privat driftsleverandør og UIBM har Statens It som
driftsleverandør.
Punkt 2. Udbudte ydelser
Nærværende udbud
omhandler en rammekontrakt, der omfatter følgende hovedydelser:
A. Transition:
Transition omfatter
overtagelsen af opgaverne vedrørende vedligeholdelse og udvikling af
Systemporteføljen fra den nuværende leverandør.
B. Vedligeholdelse
og udvikling:
Vedligeholdelse
omfatter varetagelsen af de nødvendige opgaver, for at videreføre opdaterede og
sikre velfungerende systemer og programmel i Systemporteføljen, herunder senere
nyudviklede og videreudviklede systemer og programmel i Systemporteføljen.
Ordregiver varetager selv 1. line support og leverandøren vil således have en
supportfunktion i et meget begrænset omfang og som en glidende overgang til
udførslen af vedligeholdelses- og udviklingsopgaver.
Udvikling omfatter
videreudvikling af de eksisterende systemer og programmel i Systemporteføljen
samt nyudvikling af nye systemer og programmel i tilknytning til den
eksisterende Systemportefølje og i relation til ordregivers sagsbehandling på visumområdet
og opholdsområdet.
Rammekontrakten er
ikke eksklusiv. Ordregiver er under ingen omstændigheder forpligtet til at
bestille vedligeholdelse og udvikling hos leverandøren, men er alene berettiget
hertil. Herudover er ordregiver berettiget til at bestille udviklingsopgaver
hos tredjemand.
Ud over ovenstående
ydelser i punkt A-B, vil leverandøren også skulle bistå med tilknyttet
rådgivning og konsulentydelser i forhold til Systemporteføljen samt bistå med
ophørsydelser i forbindelse med rammekontraktens ophør, herunder ved
ordregivers hjemtagelse af ydelserne eller overdragelse til en ny leverandør.
Ophørsydelser kan forventes at have en varighed ud over rammekontraktens ophør
i øvrigt.